I tidernes morgen, da jeg arbejdede som sekretær indenfor Distriktspsykiatrien, var jeg så heldig, at stifte bekendtskab med en pensioneret psykiatrisk overlæge, som for en kort bemærkning var inde og vikarierer for stedets nylige afdøde overlæge.
Hans væsen var af en helt særlig slags og hans evne til at formidle var langt ud over det sædvanlige. Han tiltalte alle "De" og hans tilgang til livet og mennesket var forunderlig og jeg kunne høre ham fortælle, om sine beretninger og bedrifter i timevis.
En eftermiddag over en kop kaffe, fortalte han denne lille søde, men samtidig tankevækkende historie.
Han havde fået en ganske ung iransk flygtning ind i sin konsultation og denne havde berette en grum historie, om tortur og den lange farefulde flugt gennem bjerge og dale.
De slemme oplevelser fyldte meget i den unge mands liv og han var tydelig plaget af disse uhyrligheder.
Efter at have lyttet til den unge mand i timevis, havde overlægen sluttelig spurgt;
"Sig mig engang unge mand, har De aldrig tænkt på at tage Deres eget liv ?
"Nej", havde den forpinte mand svaret.
" Hvorfor egentlig ikke" ? spurgte overlægen.
Se, det var jo et godt spørgsmål. For nu skulle den unge mand jo til at lede efter svaret, som i den sidste ende kunne være det, der fik ham ud af sin forpinthed.
Det var en tankevækkende historie. - og ja, tit handler det om, at få stillet det rigtige spørgsmål.
SvarSletGod dag.