Jeg er dybt rystet...

- og utrolig ked af den "oplevelse" jeg lige har haft. (Foto taget før jeg blev gal)!

Det, der startede som en smuk dag, hvor Øen viste sig fra sin bedste side med flot solskin, blå himmel og fuglesang - en ønskedag for det vi skulle - nedsænke Farmor Anna´s urne på Landet Kirkegård - lige ved det store kastanietræ!  Vi var enige - "Det er en smuk dag, at komme i jorden". En tanke, der gør godt i sjælen og som trøster. 

Ebbe bar sin mors urne, det er højtideligt og meget smukt. Urnen blev sænket i jorden, stilhed, med tanker sendte vi roser afsted derned.

Alt er fint og godt hertil - men så sker det, der i min verden er utænkeligt, respektløst og uforskammet.

Graveren: "Jeg henter lige noget jord!"
(graveren er en kvinde, klædt i store beskidte arbejdsbukser, støvler og fliestrøje)

Vi venter - længe... det er koldt. Vi ved ikke, hvad der skal ske, taler om: "Skal vi gå ? - Kommer hun tilbage ?, Hvornår kommer hun ? "

SÅ kommer hun - gående med en stor trillebør fyldt med jord, skovl, rive og stamper ?????

"Hvad ?" - tænker jeg, i mit stille sind...

Hun kører trillebøren hen foran graven og begynder gud-hjælpe-mig, at fylde graven, stampe, fylde endnu mere, stampe og hun bliver ved... alt imens hendes - (undskyld sproget) - røvsprække blotlægges under hele seancen, til fri skue for os alle! Det er en utrolig voldsom oplevelse, at se den ene skovlfuld jord efter den anden forsvinde...

Jeg er lige ved og næsten, ved at gå ud af mit gode skind - jeg kan slet ikke klare det der sker foran mig...alt det smukke og højtidlige forsvandt sammen med hendes jord- og visen-røvsprække arbejde!

Jeg blev gal i skralden - rigtig godt gammeldags gal.

De 3 gange, jeg har været med til at sænke urner ned på vores familiegravsted (mor, far og farmor) er vi blevet mødt af en velklædt graver i jakkesæt - højtidligt har vi fået urnen udleveret og samlet er vi gået til graven, hvor hullet har været omkranset af gran. Ved siden af, har den opgravede jord ligget med et klæde over sig, med urnen nede i hullet, har graveren påkastet 3 x jord med en lille skovl, vi har lagt blomster ned, æret og tænkt - vi har fået et nik, af graveren - vi går en lille tur - imens ordner han resten og vi er kommet tilbage til et fint sted - hvor blomsterne er blevet arrangeret og vi har kunne sige "på gensyn"! Det kalder jeg respektfyldt og højtidligt - og jeg sidder tilbage med et smukt minde!

Tilbage til i dag - da hun så er færdig med sit jordarbejde, arrangerer hun granen og stiller sig derefter hen til Ebbe og siger:

"Jeg har, for øvrigt, givet dig en forkert pris!"

Jeg drøftede bagefter med Ebbe, han var også rystet - så nu ryger der en skriftelig klage  afsted, over manglende "god opførsel, pli og mangel på respekt".

Når en begravelse i kirken skal være smuk og højtidlig, så skal resten også være det - det skylder vi - i respekt!