fredag den 4. marts 2011

Det er jo sindsygt...

- derude i samfundet anno 2011!

OUH & Svendborg Sygehus har modtaget i alt 531: FEMHUNDREDEOGENOGTREDIVE ansøgninger til de 22 elevpladser som lægesekretær.

Min ansøgning forsvandt i mængden. Jeg kom ikke i betragtning, hverken på OUH eller i Svendborg.

På kurset i aftes, talte vi om det. Alle har jo søgt og kun én iblandt os (ca. 22 på holdet), var kaldt til samtale. Dejligt for hende - noget rigtig l... for os andre. Jeg krydser nu alligevel fingre for hende og ønsker hende det bedste.

Jeg ringede derind, bare for at høre: Hvorfor?

Tja, det var ikke fordi jeg manglede kvalifikationerne, jeg var bare ikke blevet valgt ud. Med reference til de mange, mange ansøgninger og bla. bla. - ØV!

Det fik mig til, at reflekterer over mit arbejdsliv. Altså det jeg havde engang. Da jeg var medlem af samfundet.

Lige nøjagtig i 2003 blev min stilling ved Distriktspsykiatrisk Center nedlagt og jeg fik tilbudt et job som visitator i kommunens børn/unge afdeling. Noget af en omstilling og en stor kamel, at sluge - men jeg takkede ja!

Så langt - så godt. Jobbet var fint - til tider hårdt, mega hårdt. Det jo var børn og unge, som regel i nød. Jeg stiftede bekendtskab med de grusomheder, nogle af dem bliver udsat for og fik et kig ind i familier, der bestemt ikke lever lykkeligt og der foregår mange ting inde bag facaderne i de små hjem.

Året efter fik jeg muligheden for, at springe ud som selvstændig. Jeg ville have min egen forretning med kunsthåndværk og andre lækre goddies. Lokalet var der bare lige pludseligt og i løbet af meget kort tid, fik jeg hele projektet op at stå.

Jeg var fornuftig - beholdte mit fuldtidsjob som visitator og ansatte en på 20 timer til, at passe butikken, når jeg var på arbejde. Det var fint og fungerede godt. Fri fra job, ned i butikken og overtage. Hjem ved 18-tiden, spise, ordne papirer, bogføre, producerer glas og porcelæn til sent og så i seng. En dejlig tid med masser at lave og uendelig mange arbejdstimer - men det gjorde ikke noget - jeg var glad, det var sjovt.

En mandag - på kontoret - gik det galt. Jeg havde tændt et stearinlys på mit skrivebord (med en snert af vanillieduft) og socialdirektøren kom op i afdelingen. 

"Hvad er det, der stinker af ?" - spurgte hun skinger!

Vores elev, der sad overfor mig, svarede: Det er nok det stearinlys der... (hun pegede)!

Jeg kom ud fra et tilstødende lokale  - og da hun fik øje på mig, stampede hun med sine høje hæle i gulvet og nærmest skreg: "Det her, er IKKE et ferie/fritidscenter!!! Det er fandeme en arbejdsplads..." - og en hel masse andet.

Jeg gik hen til mit skrivebord, pustede lyset ud og sagde: "Så er det problem løst"!

Havde historien bare taget sin afslutning her - er det ikke godt at vide, hvordan mit arbejdsliv og resten i det hele taget, havde set ud.

Men selvsamme uge om fredagen, fik jeg en opringning - en grum én af slagsen - der skulle handles og tages stilling til... så jeg gik ned til min afdelingschef, for at spørge til råds (skulle politiet indblandes eller hvordan - det skulle jeg lige have på plads, inden jeg ville foretage mig mere).....

Han bad mig om, at lukke døren - han skulle snakke med mig - det var vigtigt!!!

"Jeg hører, du har haft tændt et stearinlys på dit bord..."

Han nåede simpelthen IKKE at sige mere, før jeg på et split-sekund røg op i det rødeste felt....(et sted, jeg aldrig har været tidligere eller senere, for den sags skyld)!!

Her stod jeg - med en hamrende vigtig sag - en sag om børn - og så var et stearinlys MERE vigtigt...

Jeg blæste ham næsten bogstaveligt omkuld i vrede. "Hvad pokker bilder du dig ind - jeg HAR fået en skideballe af husets ØVERSTE chef. Det er grotesk, du overhovedet vil spilde din tid med, at gentage noget jeg allerede har forstået. Her står jeg med en sag om børn, og du synes et stearinlys er vigtigere....Det er fandeme uhyggeligt, som der prioriteres... og en hel masse andre knap så pæne gloser! NØJ, hvor var jeg VRED!

Jeg forlod hans kontor, smækkede med døren - gik ind i frokostrummet, for at falde ned igen...kollegaer spurgte; Hvad sker der lige...? De fik svar og forstod, hvorfor der havde været høj stemmeføring!

Jeg fik løst opringnings-sagen med en anden kollega - fik handlet på det! Jeg overvejede at forlade kontoret - simpelthen skride...- men jeg blev til fyraften!

Resten af weekenden, var jeg stadig meget vred. Det var grotesk - en grov fornærmelse. Ude i hampen, med tanke på de vigtige sager vi sad med.

Mandag morgen - lagde jeg en begrundede opsigelse på hans bord. Jeg ville simpelthen ikke være med til sådan en prioritering.

Da han afleverede den underskrevne kopi, tilføjede han: "Det var da en voldsom reaktion!"

JA, svarede jeg - "Jeg kan sige det samme, når det gælder et stearinlys!"

Gad vide, om jeg stadig ville have haft det job - hvis ikke ???

PS. MÅ tilføje, at det ikke var første gang, jeg oplevede han prioriterede helt hen i vejret - altså efter min mening" og havde for travlt med, at være ØversteChef´s nikkedukke i stedet for, at sige fra!

PSS. Min konklusion er - jeg er tilfreds med, at jeg sagde fra, så må jeg finde mig i, at være sat udenfor samfundet - lidt endnu!

5 kommentarer:

  1. Allerførst så er det helt rart at vide, at du også sidder et sted i natten og er vågen:-)
    M.h.t. din reaktion, så skal du være stolt af dig selv. Det vigtigste er, at du kan se dig selv i øjnene. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen:-) Du skal først have tænderne på plads, så er du klar til det job der venter på dig.
    Mange sene kærlige nattetanker til dig:-)

    SvarSlet
  2. Phew en historie Lotte, jeg sad helt stakåndet. Jeg forstår godt du gik. Ikke så meget pga prioriteringen, men at en socialdirektør kan reagere sådan, er helt latterligt, og siger noget om en arbejdsplads og mangel på empati. Fik helt den klump i maven jeg selv har haft i min nu ex arbejdsplads, det der med at man er et redskab, ikke tæller mange andre ting. Pfew. Godt for dig, selv om du nu er ude i jobkampen

    SvarSlet
  3. 531 ansøgninger lyder af meget, men når det er 22 stillinger, er det reelt kun 24-25 ansøgninger til en stilling, og det er ikke ret mange. På vores kanter er det meget normalt at der kommer 150-300 ansøgninger til EN stilling. Du har ret, det er helt ude i hampen.

    Det var dog en voldsom historie fra dit arbejdsliv. Der sker meget derude i samfundet som man ikke forstår meget af. Det lyder som om du lever efter dit hjerte, og det er det eneste rigtige. Jeg håber, at du frk. bomstærk...(også i relation til indlægget om gulvskrubberen :-))snart bliver lukket ind i samfundet igen.

    SvarSlet
  4. Hei. Har ikke glemt oppskriften, men har vært på en ukes ferie. Får ikke scanneren til å fungere, men håper mannen min finner ut av det

    SvarSlet
  5. Hej Laila :0)
    Ja, er det ikke dejligt at vide, man ikke er helt alene om natten *smiler*
    Det var også den konklusion jeg nåede frem til. Hellere se mig selv i øjnene end være en del af sådan en prioritering.
    Jeg håber inderligt, at der bliver et arbejdsliv til mig "efter tænderne"... pt. er det godt nok svært, at holde hovedet højt og tro på det!
    Ønsker dig en dejlig dag!
    Stort knus, varme tanker og kram

    Hej Prophecy!
    Jeg er helt enig - sådan kan en socialdirektør ikke opfører sig. Det stod også langt fra mit billede af, hvordan man tackler andre. Hvis man må fryde sig lidt (det vil jeg have lov til), så blev hun gået, da der var kommunesammenlægning og det kom mig for øre, at hun havde stået og stortudet. Så kan hun lære det - ka hun!
    Knus og krammer

    Hej Pia!
    Nej, jeg kan godt se at hvis man lægger sammen og trækker fra, så er det ikke SÅ vildt endda - men alligevel. Det er godt nok svært at gøre sig bemærket ibland SÅ mange ansøgninger og det lykkedes jo heller ikke. Gad vide, om jeg skal sende en sur gammel sko med næste gang ?????
    Jeg håber også, at der er en plads til mig derud i samfundet - en dag!
    Stort knus og kram

    Hej Strikkedilla :0)
    Tusinde tak for din tilbagemelding - jeg glæder mig over, at du vil sende opskriften og jeg venter gerne på den.
    Må du have held med scanneren :0)
    Knus

    SvarSlet